Bortsat. - Kristiania, Aschehoug 1906

Cover
H. Aschehoug & Company (W. Nygaard), 1906 - 140 Seiten
 

Ausgewählte Seiten

Andere Ausgaben - Alle anzeigen

Häufige Begriffe und Wortgruppen

Beliebte Passagen

Seite 131 - MortenSofia stod ved grusteinen og saa til og læste ordene andægtig om igjen og om igjen. For guldvakker var han Mattis, som han sad der med sol over krølluggen og fjaset med Maren-Lisa. Hun stullet med rokken og blev ham ikke svar skyldig, løskjæftet som hun var. Skal tro hun sanset læse over han Halvor? Sur og morgengrætten glæfset han madbiten og slurpet kaffe af skaalen, saa det siklet i skjægstumperne.
Seite 127 - kjærlighedsroden", delte den og kastet den ned i en brun lerskaal med vand; mens Morten-Sofia fra sengekanten under skraataget andægtig saa til med albuerne mod bordkanten og hagen i begge hænder. „Eva søkk og Adam flyt," hadde FarkMarja lært Maren-Lisa. Og var det gut, som vilde ha jente glad i sig, skulde han gi hende Adam, men var det jente, som vilde ha gut glad i sig, skulde hun gi ham Eva. „Men kolsen ska de faa det ind, og e det sikkert, at det verk' ?a spurte MortenSofia og slængte...
Seite 134 - Morten-Sofia stirret med aaben mund og spilte næsevinger. Nei, døren var jo stængt indvendig. — De hadde gjort det, straks de kom op ikvæld, for at slippe ræket hans Halvor. To nætter i rad var han smøget over loftsgulvet, uden hun hadde blet det var, før han stod ved sengen og strøg hende over kindet. Hun holdt mest paa at faa et tilfælde, saa skræmt blev hun, mens MarenLisa bare flirte; det var ikke hende besøget gjaldt.
Seite 136 - Ikke om de drog ham efter hende paa sølvslæde, vilde hun se til den kant, han var. Lurven. — Jentefarken. — Fattigstakkaren. — Han var ikke værd støvlesnuten hans Halvor. — — Hun var god for at si ham det i morgen den dag. — Syne ham, hvem hun satte høiest. For sligt kunde aldrig han Halvor ha gjort — — aldrig ! — Hun tørket taarer af de brændende kinder og foldet hænderne.
Seite 127 - RODEN &pindgroen lurte fra de inderste ringe i kingelvæven, den hadde fæstet øverst i venstre hjørnet af det lille, lave loftsvindu, som sparsomt slap en strime midnatssol indover bordet. Maren-Lisa sad og puslet med „kjærlighedsroden", delte den og kastet den ned i en brun lerskaal med vand; mens Morten-Sofia fra sengekanten under skraataget andægtig saa til med albuerne mod bordkanten og hagen i begge hænder. „Eva søkk og Adam flyt," hadde FarkMarja lært Maren-Lisa.
Seite 134 - Næsten fra sig nappet Morten-Sofia brevet ud af barmen hendes og la sig stilt med lukkede øine og less som hun sov. Fra vinduskarmen lød summen af en flue, som sprellet og slet for livet, mens spindgroen entret i væven — lurte en traad her, en der, bastet og bandt, til byttet var sikret.
Seite 128 - Rent harmeligt var det at se hende gaa der og hængle, siden han Mattis, kjæresten, var blet koldsindig af sig. — — — Slig var karfolkene — han var ikke alene om det. Leke med jentene, gjøre sig lækker for dem med markedsgave og Bergensblom, til hugen var fanget — og efterpaa vise sig iskold. — — • — Men hun skulde lære ham mjukna denne gangen, hun. — „Vent du Sofia mor, tel han ha ete rota, du ska sjaa spir paa, kor ho virk!
Seite 132 - Maren-Lisa, saa det var harmeligt at se, og vyrdet ikke hende, gammelkjæresten, mer end det barn, som ikke var født. — Men kjæresten hans hadde hun været, og troskab hadde han svoret hende for gud og alle hans hellige...
Seite 135 - Ord til andet det, han engang hadde skrevet til hende, hun kunde det alt sammen — — „Kun du, min hulde pige, kan lindre min pine. Jeg elsker dig, Lisa Sjursdatter.
Seite 128 - Ja vist virk det." — Maren-Lisas ansigt var glorødt. At kameraten aarket tvile paa det! I myr og sump hadde de i nat vasset om efter roden; for den skulde være plukket ved Sankthanstid og ikke langt indi juli, det nu var. — Hadde...

Bibliografische Informationen